Startside

STARTSIDE  TORDENSKIOLD  SELSKABET    SITEMAP

Selskabet Arrangementer Bliv medlem Love Tordenskioldprisen

Referat af 19. ordinære generalforsamling
afholdt torsdag den 25. marts 2010 kl. 17:30
på Søværnets Officersskole - Nyholm, Holmen

 Referatet fylder ca. 6 A4 sider. Du kan derfor med fordel skrive det ud før de læses.

 

Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER´s 19. ordinære generalforsamling blev afholdt på Søværnets Officersskole på Nyholm torsdag den 25. marts 2010 med følgende dagsorden i h. t. vedtægternes § 4 stk. 3.:

1. Valg af dirigent.
2. Formanden aflægger beretning om Selskabets virksomhed i det forløbne år.
Godkendelse af beretning.
3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab og meddelelse af
décharge.
4. Behandling af indkomne forslag fra bestyrelse eller medlemmer.
5. Godkendelse af bestyrelsens forslag til medlemskontingent og indskud.
6. Evt. valg af formand og næstformand.
7. Valg af øvrige medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.
8. Valg af revisor og revisorsuppleant.
9. Eventuelt.

1. Selskabets formand kontreadmiral Lars Kragelund bød indledningsvis forsamlingen velkommen til den 19. ordinære generalforsamling og udtalte, at det er godt at se, at så mange har kunnet afse tid til at møde op her i dag. En særlig velkomst skal lyde til chefen for Søværnets Officersskole, kommandør Christian Nørgaard, som igen i år venligst har stillet skolens faciliteter til rådighed for afvikling af generalforsamling, foredrag og ikke mindst hyggeligt samvær i disse fantastiske omgivelser. En særlig velkomst skal også lyde til kontreadmiral Niels Mejdal, der efter generalforsamlingen vil give os indsigt i "Flådens 500 års jubilæum".

2. Generalforsamlingen:

Ad dagsordenens pkt. 1. Valg af dirigent.

1. punkt på generalforsamlingens dagsorden er i henhold til vore vedtægter § 4 stk.3 valg af dirigent. Bestyrelsen foreslår kontreadmiral Poul Schriver. Jeg skal høre om forsamlingen ønsker at stille en anden kandidat?
Poul Schriver vælges med akklamation.
Jeg overgiver herefter ordet til dirigenten.

Herefter gav dirigenten ordet til formanden for

dagsordenens pkt. 2.
Formanden aflægger beretning om Selskabets virksomhed i det forløbne år.
Godkendelse af beretning.

Formanden sagde:

Punkt 2 på dagsordenen: Formanden aflægger beretning om Selskabets virksomhed i det forløbne år.

Den 18. ordinære generalforsamling blev afholdt den 25. marts 2009 og referatet herfra er udsendt til samtlige medlemmer pr. brev dateret 1. maj 2009. En særlig tak skal i den forbindelse lyde til chefen for 2. Eskadre, kommandør Frank Trojahn, der i forbindelse med generalforsamlingen forrige år berettede så levende, spændende og nærværende om sine oplevelser som chef for ABSALON under togtet til Aden Bugten og Afrikas Horn, hvor skibet opererede som en del af Task Force 150, bl.a. i kampen mod pirater. I alt 80 medlemmer og ledsagere var mødt op.

Bestyrelsen har afholdt tre bestyrelsesmøder i forsamlingsåret 2009/2010 - alle på Nyholm i faciliteter venligst stillet til rådighed af chefen for Lokalstøttecenter København, kommandørkaptajn Christian Nielsen. Der har herudover været afholdt tre forretningsudvalgsmøder i Marineforeningens Landskontors lokaler på Østerbro. Også stor tak til Marineforeningen for at dette kan lade sig gøre.

På det 62. bestyrelsesmøde den 21. april 2009 konstituerede den nyvalgte bestyrelse sig således:
Lars Kragelund, formand
Per Lorents Nielsen, næstformand
Henry Qvamme, kasserer
Søren Konradsen, sekretær
Kjeld Søderlund, arrangementskoordinator, bistået af Chris Dam
Haraldur Joensen, Webmaster
Yderligere bestyrelsesmedlemmer: Bendt Fogh, Klaus Thiesen og Ejgil Bank Olesen.
Fru Friisager er fortsat observatør, og bistår formand og bestyrelse med råd og dåd og praktiske gøremål.
Som supplement til den hidtidige opgavefordeling besluttedes det at etablere tovholder teams som følger:
Sommerudflugten: Kjeld Søderlund og Chris Dam
Tordenskiolds fødselsdag: Inge Friisager og Chris Dam
Generalforsamling: Harald Joensen og Søren Konradsen
Hovedemnerne på mødet var opfølgning på 18. ordinære generalforsamling, sommerud-flugten 2009, Tordenskiolds-Dage i Frederikshavn 2009 samt indledende drøftelse af markering af Tordenskiolds 319 års fødselsdag i Holmens Kirke, herunder evt. tildeling af Tordenskiolds-prisen. Endvidere fremlagde kassereren nøgletal vedrørende økonomien samt medlemstal.

Det første arrangement blev gennemført den 8. juni i flot vejr. Sommerudflugten var i 2009 en sommeraftensejlads med guide i Københavns Kanaler og Havn til de nybyggede områder langs Islands Brygge, ved Havneholmen, Teglholmen og Sluseholmen, efterfulgt af besøg ombord i Fregatten Peder Skram på Holmen med aftenskafning i messer og cafeteria og afsluttende med en orientering om Forsvarskommissionens Rapport som oplæg til et nyt forsvarsforlig. 60 medlemmer og enkelte gæster benyttede sig af muligheden for denne fantastiske oplevelse.

Det næste arrangement var deltagelse i Tordenskioldsdagene i Frederikshavn i slutningen af juni. Kun Axel Ravn havde fundet vej til denne 1700-tals festival der foregår omkring Krudttårnet i Frederikshavn, men har efterfølgende berettet, at det var særligt festligt i 2009. Axel er jo en redelig gentleman, så jeg tror ham gerne på hans ord.

På det 63. bestyrelsesmøde den 17. august drøftedes det afholdte sommerarrangement, deltagelse i Tordenskiolddagene i Frederikshavn, økonomi og medlemstal, planlægningen af fejringen af Tordenskiolds 319 års fødselsdag i Holmens Kirke samt Flådens kommende 500 års jubilæum i 2010.

Den 18. august 2009 deltog formanden i ceremoniel i forbindelse med kommandostrygning i Niels Juel - klassen på Flådestation Korsør, herunder på korvetten Peter Tordenskiold. I arrangementet deltog ud over 2. Eskadres personel, Forsvarschefen, Chefen for Søværnets Operative Kommando, borgmestre fra adoptionsbyerne og formænd for adoptionsbyernes marineforeninger samt et stort antal tidligere skibschefer og eskadrechefer. I sandhed en trist dag også for Selskabet, fordi ingen af de kommende tre nye fregatter kommer til at bære navnet Tordenskiold.( navnene på fregatterne er Iver Huitfeldt, Peter Willemoes og Niels Juel)

Onsdag den 28. oktober højtideligholdt Selskabet Tordenskiolds 319-års fødselsdag i Holmens Kirke med musik, fællessang og andagt ved Sogne- og orlogspræst Peter Thys-sen, Holmens organist og kantor Jakob Lorentzen, organist Lars Sardemann, kontrate-nor Daniel Carlsson, medlemmer af Holmens Kirkes Kantori, medlemmer af Søværnets Tamburkorps og kadetter fra Søværnets Officersskole. Tak til alle for fantastiske bidrag til Selskabets markering af vor søhelts fødselsdag.

Markeringen i kirken blev afsluttet med kransenedlægning ved Tordenskiolds sarkofag i kapelsalen af en repræsentant for Norges Ambassade, chargé d´affaires a.i. Lise Kle-ven Grevstad, af kommandør Christian Nørgaard på vegne af Søværnet, af Formanden for Marineforeningen Jens Ole Løje Jensen og af Selskabets formand. Medlemmer af Søværnets Tamburkorps blæste hornsignal og formanden udtalte mindeord. Herefter fremførte Daniel Carlsson arie fra operaen Dido og Aeneas, og markeringen i Holmens Kirke afsluttedes med Kongernes Konge. Ca. 200 medlemmer, inviterede gæster og øvrige deltog i højtideligholdelsen i Holmens Kirke, der endnu engang var en fantastisk oplevelse.


Herefter forlagde 90 af os til Forsvarskommandoens kantine på Arsenaløen til et godt traktement. Efterfølgende havde vi lejlighed til at høre formanden for Tordenskiold-fonden i Frederikshavn, Jan Michael Madsen, fortælle om Tordenskioldsdage i Frederikshavn og causere over emnet: Hold fast - for Englen og Maria, der er arbejdstitlen på det spil, der i skal fremføres i 2010 ved Tordenskiolddagene i Frederikshavn og måske i København.

På det 64. bestyrelsesmøde den 1. februar 2010 drøftedes markeringen af Tordenskiolds fødselsdag. Endvidere drøftedes budgetopfølgning og regnskab for 2009, medlemsstatus, generalforsamling 2010, budget 2010, Flådens 500 års jubilæum og iværksættelse af en informations- og hvervekampagne for Selskabet. Mere om disse sidste emner under senere punkter.

Vedrørende antallet af medlemmer holder vi stadig vort hidtidige mål om at have mere end 200 medlemmer. Bag tallet gemmer sig en naturlig afgang, bl.a. på grund af dødsfald, samt en tilgang af nye medlemmer så vi nu i alt er 210 medlemmer.

Jeg vil gerne takke min bestyrelse for godt arbejde i det forløbne år, og sige velkommen til de genvalgte og nye bestyrelsesmedlemmer til endnu et spændende år i selskabets historie, - i år med baggrund i markeringen af Flådens 500 års jubilæum.

Dette afslutter formandens beretning.

Og med disse ord overlod formanden beretningen til generalforsamlingens behandling.
Ingen ønskede at ytre sig, og dirigenten erklærede, at beretningen var godkendt.
Forsamlingen tilsluttede sig dette med applaus.

ad 3. Fremlæggelse og godkendelse af det reviderede årsregnskab og meddelelse af décharge.

Dirigenten konstaterede, at regnskabet var udleveret på generalforsamlingen, og at det var behørigt underskrevet.
Kassereren og formanden kommenterede årets regnskab. Dirigenten kunne konstatere, at regnskabet var godkendt, hvilket generalforsamlingen tilsluttede sig med applaus.

ad 4. Behandling af indkomne forslag fra bestyrelse eller medlemmer.

Dirigenten konstaterede, at der ikke var indkommet forslag til behandling.

ad 5. Godkendelse af bestyrelsens forslag til medlemskontingent og indskud.

Dirigenten oplyste, at bestyrelsen allerede med indkaldelsen til generalforsamlingen havde oplyst, at medlemskontingentet fastsættes uændret til kr. 200 og for medlemmer over 67 år og unge under uddannelse til 150 kr. Og at der ikke betales indskud.
Dirigenten efterlyste bemærkninger hertil fra forsamlingen. Der var ingen bemærknin-ger.
Dirigenten konstaterede herefter, at medlemskontingentet forbliver uændret kr. 200,-
og for medlemmer over 67 år og unge under uddannelse 150 kr. Og at der ikke betales indskud. Generalforsamlingen tilsluttede sig med applaus.

ad 6 Evt. valg af formand og næstformand.

Formand og næstformand var ikke på valg.

Ad 7. Valg af øvrige medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.

Dirigenten oplyste, at bestyrelsen var på valg således:
Sponsorship & Event Manager Chris Lippert Dam var på valg og var villig til genvalg.
Seniorsergent Søren Konradsen var på valg og var villig til genvalg.
Orlogskaptajn Haraldur R. Joensen var på valg og var villig til genvalg.
Bestyrelsen foreslog personalechef, cand. jur. Christian Ankerstjerne Rønneberg
nyvalgt til bestyrelsen. Personalechefen var villig til nyvalg.
Holmens Provst og Orlogsprovst Ejgil Bank Olesen var ikke på valg.
Direktør Bendt Fogh var ikke på valg.
Ingeniør Henry Qvamme var ikke på valg.
Civilingeniør Klaus Thiesen var ikke på valg.

Suppleanter til bestyrelsen:
Bestyrelsen foreslog kommandør Christian Nørgaard nyvalgt til suppleant til bestyrelsen. Kommandør Christian Nørgaard var villig til nyvalg.
Læge Flemming Neelmeyer var ikke på valg.

Dirigenten spurgte, om der var andre forslag.
Det var der ikke, og dirigenten konstaterede, at de opstillede kandidater var valgt som foreslået. Generalforsamlingen gav sin tilslutning med applaus.

ad 8. Valg af revisor og revisorsuppleant.

Revisorsuppleant, Direktør Niels Hansen var på valg og var villig til genvalg.
Statsautoriseret revisor, Oberstløjtnant Kristian J. Krogsgaard var ikke på valg.

Dirigenten spurgte, om der var andre forslag.
Det var der ikke, og dirigenten konstaterede, at de opstillede kandidater var valgt som
foreslået. Generalforsamlingen gav sin tilslutning hertil med applaus.

ad 9. Eventuelt

Chris Dam fremlagde resultatet af spørgeskemaundersøgelsen (storskærm), og vinder af champagnen blev direktør Niels Juul-Larsen, der med glæde modtog gaven.

Chris Dam præsenterede den udarbejdede informations- og hvervekampagne 2010 inkl. budget (storskærm), som forsamlingen tog til efterretning.

Hr. Gerner Thalsø Madsen spurgte om bestyrelsen havde tænkt på at udgive et frimærke i år. Formanden svarede, at det havde man ikke, og at hvis det skulle have været realiseret, skulle bestyrelsen have taget opgaven op for mere end 2 år siden.

Hr. Axel Ravn reklamerede for 'Tordenskiolddagene' i Frederikshavn.

Herefter bad formanden viceadmiral Jørgen Bork om at komme op på podiet, og for-manden fortsatte:

Kære Jørgen, jeg har bedt dig om at komme herop fordi bestyrelsen for Selskabet Dan-ske Tordenskiold - Venner ønsker at hædre dig ved at udnævne dig til Æresmedlem af Selskabet. Men inden jeg går til selve udnævnelsen, vil jeg gerne fortælle Generalforsamlingen om baggrunden herfor.

Jørgen Bork er født i 1927 og blev kadet i Søværnet i 1946. Siden har han haft hvad man kan kalde en spændende og alsidig karriere i Søværnet.

Bork blev søløjtnant i 1949 og blev som 24-årig tilkommanderet torpedobådene, der dengang bestod af tidligere tyske torpedobåde. Her gennemførte han et klassisk karriereforløb som næstkommanderende, chef og divisionschef.

Bork gjorde efterfølgende sejlende tjeneste i større enheder og var i 1955 med på fregatten HOLGER DANSKE, da denne blev sendt til Færøerne for at dæmpe løsrivelses-gemytterne i Klaksvig. Et spændende kapitel i Rigsfællesskabets historie.
Vi har i øvrigt et andet øjenvidne til denne begivenhed til stede her i aften, nemlig Tyge Stavnstrup, der var værnepligtig marinesoldat ombord på fregatten, og som godt kan huske daværende kaptajnløjtnant Bork. Jeg er sikker på at I kan genopfriske minderne fra dengang.

Senere gik turen til Royal Navy's stabskursus i Greenwich ved London, og efterfølgende gjorde Bork bl.a. tjeneste i NATO's Nordkommandos hovedkvarter i Kolsås, Oslo fra 1968 - 1972.

Senere gik turen videre til USA. Bork var blevet udvalgt til alle søofficerers drøm: Et års studier på Naval Command College i Newport, Rhode Island, sammen med andre udvalgte kolleger fra hele verden.

Efter at være kommet tilbage til Danmark blev Bork i 1975 chef for fregatten PEDER SKRAM, som sammen med søsterskibet HERLUF TROLLE dengang var den danske flådes største og mest slagkraftige skibe. Herefter fulgte udnævnelse til kommandør og efterfølgende tjeneste som eskadrechef, først i Torpedobådseskadren (hvor jeg i parentes bemærket mødte Bork første gang som nyudnævnt premierløjtnant) og senere som chef for Fregateskadren.

I 1984 fulgte udnævnelse til kontreadmiral og alle søofficerers anden store drøm: Posten som Chef for Søværnets Operative Kommando. Bork blev en markant CH SOK på flere måder. Han medvirkede kraftigt til at højne professionalismen i Flåden og var herigen-nem med til at højne den danske flådes anseelse hos vore NATO allierede.

Det var midt i Den Kolde Krig, fjenden stod lige uden for døren og raslede med jævne mellemrum med sablen. Danmark var frontlinjestat. Danmark var strædestat. Danmark var afhængig af sine nærmeste allierede samarbejdspartnere i den norske og tyske flåde og af massive allierede forstærkninger, hvis angrebet kom. Admiral Bork er en af de søofficerer der ved mest om det fremskudte forsvar i Østersøen under Den Kolde Krig, og vi ser alle frem til at du videregiver denne viden i din bog om Flåden under Den Kolde Krig.

Men det var også tiden med NATOs dobbeltbeslutning, "fodnotepolitiken" og danske politikeres tvivl og debat om nytten af NATO, og om vi ikke bare var USA's dikkende hale. Oven i dette kom markante politiske krav om besparelser på forsvarsbudgettet. Som en af de få i forsvarets top havde Bork både lyst og mod til at blande sig i den poli-tiske debat og "tale bjerget imod". Bork kritiserede bl.a. den politiske beslutning i 1988 om at udfase flådens to store skibe, fregatterne PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE, men også de generelle nedskæringer på forsvarsbudgettet og "fodnoterne" i dansk sikkerhedspolitik fik kontante ord med på vejen. Set fra Slotsholmen og Vedbæk var admiral Bork "ikke særlig hjælpsom" - nærmest besværlig.

Alligevel sluttede Bork sin aktive karriere i forsvaret som viceadmiral og Danmarks permanente repræsentant i NATOs Militærkomité, som han forlod i 1990 efter sammenlagt 45 års tjeneste.

I 1992 fik viceadmiral Bork rejst penge til at købe fregatten PEDER SKRAM, og har siden arbejdet ihærdigt for dens bevarelse for eftertiden.

Også Selskabet har haft glæde af admiralens kvaliteter. Bork blev konstitueret formand for Selskabet Danske Tordenskiold-Venner i maj 1997, og efterfølgende valgt til formand på generalforsamlingen i 1998. Derefter fulgte tre festlige og fremgangsrige år, indtil viceadmiralen i en alder af 73 år efter eget ønske trak sig som formand i 2001, for fuldt og helt at hellige sig sit livs projekt med restaureringen af PEDER SKRAM. Højdepunktet for dette projekt var den fornemme og festlige indvielse af fregatten som et offentligt museum i september 2008 i overværelse af H.M. Dronning Margrethe og Prinsgemalen.

Man kan være sikker på at det aldrig er kedeligt i viceadmiralens selskab. Humor, sprudlende fortællelyst og skudsikker kompetence. Det har vi glædet os over ved talrige lejligheder her i Selskabet.

Med disse motiveringer ønsker Selskabets bestyrelse at sige dig tak for et langt livs dådrig indsats for Danmark og Søværnet, samt for værdifuldt virke, formandskab og altid levende interesse for vort Selskab.

Kære Jørgen, med disse ord udnævner jeg dig herved til Æresmedlem af Selskabet, og som bevis herpå beder jeg dig om at modtage dette diplom.

Viceadmiralen takkede hjerteligt - under stor applaus - for udnævnelsen.

Dirigenten erklærede generalforsamlingen for afsluttet og gav ordet til formanden.

Formanden takkede dirigenten - kontreadmiral Poul Schriver - for endnu engang at udføre hvervet på fortrinlig vis: Vi er igen i år bragt sikkert gennem generalforsamlin-gen, uden en eneste kollision med selskabets medlemmer eller grundstødning med Selskabets § 'er. Forsamlingen tilsluttede sig med applaus.

Formanden sluttede af med at takke generalforsamlingen for god ro og orden. Det var gået glædeligt - konkluderede han.


3. Herefter holdt kontreadmiral Niels Mejdal et inspirerende og spændende foredrag over emnet "Flådens 500 års jubilæum", med efterfølgende stor spørgelyst fra salen. Her var igen stor applaus.


4. Efter generalforsamlingen og foredrag nød forsamlingen et traktement, hvor kadetter fra Søværnets Officersskoles Kadetforening, "Søe-Cadet Compagniet", havde stillet deres arbejdskraft og hjælpsomhed til rådighed og dækket op til de 90 deltagere i de tilstødende lokaler med smørrebrød, vin, øl og vand.

 

Poul Schriver
kontreadmiral
dirigent

Lars Kragelund
kontreadmiral
formand


Søren Konradsen
seniorsergent
sekretær

----------------------------------------------------

Bestyrelsens sammensætning efter generalforsamling 2010:
 
Navn Bestyrelsespost
Kontreadmiral Lars Kragelund Formand
Orlogskaptajn Per Lorents Nielsen  Næstformand
Seniorsergent Søren Konradsen Sekretær
Ingeniør Henry Qvamme   Kasserer
Civilingeniør Klaus Thiesen Forretningsfører
Direktør Bendt Fogh 
Sponsorship & Event Manager Chris Lippert Dam 
Holmens Provst, orlogsprovst Ejgil Bank Olesen
Orlogskaptajn Haraldur R. Joensen  Webmaster
Personalechef Christian AnkerstjerneRønneberg  
Inge Friisager Observatør
 
Suppleanter: 
Læge Flemming Neelmeyer  1. suppleant
Kommandør Christian Nørgaard 2. suppleant
 
Revisorer
Statsautoriseret revisor, Oberstløjtnant
N.J. Krogsgaard.
revisor
Direktør Niels Hansen suppleant

Selskabets adresse er:
 
Selskabet DANSKE TORDENSKIOLD-VENNER
c/o Henry Qvamme, St. Magleby Strandvej 7, 2791 Dragør.

Retur til toppen af siden